Et skridt fra at falde

For 90 år siden tog den catalanske indenrigsminister Josep Dencàs turen gennem affaldssystemet i Barcelona, da han måtte flygte fra politiet efter at have udnævnt Cataloniens løsrivelse fra Spanien, der kun holdt 10 timer. Med tilnavnet kloakheltene blokerede han og en række kollegaer fra det venstreorienterede parti Republican Left of Catalonia (ERC) – der dengang blev beskyldt for at være fascister – kanalerne under jorden med maskinpistoler. Det lykkedes at slippe væk.

Helt så dramatisk var det ikke, da den catalanske selvstændighedsleder Carles Puigdemont 83 år senere flygtede fra Barcelona til Bruxelles – først på hug på bagsædet af sin bil og senere i bagagerummet i de næsten 14 timer, køreturen tager, uden at blive opdaget.

Alligevel stod politiet her torsdag morgen klar ved kloakkerne. Ifølge kilder til avisen El Periódico, gengivet af Reuters, har politiet brugt ugen på at gøre sig klar til at overvåge de underjordiske kanaler, efter Puigdemont i weekenden annoncerede, at han ville vende tilbage til Spanien efter syv år i eksil. Det på trods af, at han risikerer fængsel, fordi han stadig er anklaget for blandt andet højforræderi efter sin selvudnævnte folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien i 2017.

“Jeg ved, at min tilbagevenden kan medføre anholdelse og fængsling, hvem ved hvor længe,” skrev Puigdemont allerede i weekenden på X, inden han onsdag bekræftede sin tilbagevenden, som han vidste ville provokere de spanske myndigheder. “Ligesom det var en politisk beslutning at gå i eksil, er det også en politisk beslutning at vende tilbage fra eksil.”

En række politikere fra selvstændighedsbevægelsen kunne i sommerferien vende hjem, efter en ny amnestilov er trådt i kraft, som betyder, at de ikke længere er anklaget for bl.a. civil ulydighed. Det gælder for eksempel ERC-politikeren Marta Rovira, der siden 2018 har boet i Schweiz, men som nu er tilbage for at færdiggøre det “halvfærdige” uafhængighedsprojekt. Men for Puigdemont er det anderledes. Højesteret afgjorde den 1. juli, at ikke alle bestemmelserne gælder ham.

Omkring 400 personer er ellers ifølge de spanske myndigheder omfattet af den nye lov, der blev til i en noget-for-noget-aftale mellem den catalanske uafhængighedsbevægelse og Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sánchez, der havde brug for catalanerne for at sikre sit parlamentariske flertal efter sommerens valg. Det har også givet Puigdemont en særlig fordelagtig position som kongemager.

Når Puigdemont torsdag morgen kunne ses i gaderne i Barcelona, er det, fordi det regionale parlament her til formiddag har skullet vælge, om den tidligere spanske sundhedsminister Salvador Illa – hvis parti PSC–PSOE repræsenterer den catalanske afdeling af Sànchez’ socialistparti PCOE – med over 68 stemmer kan blive ny leder af Cataloniens regering, efter han i maj vandt regionalvalget uden at få flertal.

Inden weekenden syntes det realistisk. ERC kunne fredag annoncere, at de støttede Illa på den betingelse, at Sánchez giver regionen fuld kontrol over sin skattepolitik. Men senere på ugen truede generalsekretæren for JxCat – i daglig tale Junts, som er Puigdemonts parti – med slet ikke at lade afstemningen blive gennemført, hvis Puigdemont blev arresteret. Også ERC har truet med helt at trække støtten til Illa.

Omkostningerne bliver store, hvis premierministeren skulle gøre alvor af at sende Puigdemont i fængsel. For selvom forholdet mellem Barcelona og Madrid på det sidste har været blødt op, vil uenigheder i Catalonien kunne betyde, at Puigdemonts parti Junts også trækker den støtte, der nationalt er tungen på vægtskålen for, at Sánchez’ smalle mindretalsregering kan overleve. Dermed er Sánchez afhængig af Puigdemont for at få sine love igennem – og det vil være en underdrivelse at sige, at det vil skabe et politisk kaos for socialistpartiet, hvis ikke en ny regional regering er dannet inden den 26. august, og der derfor udløses omvalg i Catalonien.

Puigdemont har foreløbigt sat den spanske regering skakmat: Får han en fængselsstraf i de kommende dage, er det langt fra det værste, der kunne ske for ham. Det er heller ikke tilfældigt, at han annoncerer sin tilbagevenden på forhånd. Jo mere Sánchez slår på ham, jo mere understreger Puigdemont, at den spanske regering er magtfuldkommen og ikke kan formå at lægge 2017 bag sig. Så hvorfor skulle han overhovedet kravle under jorden, når Sánchez har så hårdt brug for ham? /Emma Louise Stenholm