Puha – i denne feuilleton har ekvilibristen Herman Bang begivet sig ud i lidt af et vovestykke. Det handler om ulykkelig kærlighed blandt adelen. Om hede julidage og indestængt længsel:
“Han fandt en Aften den unge Kaptain i Milladas Rede paa Knæ for sin unge Hustru. Og hun kyssede hans lukkede Øielaag.
Baronen skreg, da han saa det, de vendte sig; Baronen stod gulbleg, rank og pegede paa Døren. Kaptainen gik. Millada sad forstenet, rørte sig ikke. Da Baronen saa ned paa sin Hustru, mødte han et Blik saa forskræmt, som en døende Hinds. Han syntes, hun sad saa ret i Sædet.
Man fandt om Morgenen Kaptainen skudt … ingen fik at vide, hvordan han var død, man sagde, han havde skudt sig, og det var jo ikke urimeligt. Men hvad Natten gjemte, ved kun hun, hendes Ægtefælle og den gamle Tjener, som havde slæbt Liget bort fra Terrassen. Og paa hans Taushed kan man stole …”