Herman Bang er nok en gang taget rundt i de fattigste områder i 1800-tallets København. Denne gang ved juletid.
”Naar man har set, hvad vi tre saa hin Dag, ved man jo, hvordan Elendigheden ser ud, og dens Ansigt er skræmmende. (…) Midt paa Gulvet laa som Job et halvvoksent Menneske. Han var en Enkes eneste Søn og Idiot. Han fik noget af Idiotens Skt. Veitsdans’ Bevægelser, da han saa os, denne krampagtige Latterrysten, hvormed Idioter fjollet grine imod os. Han reiste sig halvt og talte – utydeligt lallende som Drukne, der ikke kunne faa Mundvigerne rigtig op.
Alt, hvad han havde over sig, var et gammelt Skjørt.
Idioten blev ved med sin mumlende Grinen, han ravede og rodede rundt imellem Gulvets Skaar. Som om Elendigheden havde taget en græsselig Sprællemands Skikkelse og gjorde Grimasser ad sig selv …
Vi vilde ikke se mere i dette Hus, vilde ikke. »Lidt endnu«, sagde Politimanden, og efter at vi vare entrede ned af Trappen, aabnede han Døren til Skuret. Der boede Mennesker i dette Skur.”