En forkærlighed for storcentre
Hvad enten du har haft din færden i Kolding Storcenter, Rosengårdscentret i Odense, Frederiksberg- eller Ballerup Centret, så har du garanteret brugt en lørdag eller to i et storcenter skubbende med en overfyldt Bilka-indkøbsvogn. Det er et sjovt fænomen med storcentre, for lige så forfærdelige og røde-knopper-frembringende de er, lige så stor vækst sikrer de en by. Det har Jakob Jessen ovre på Zetland set nærmere på. I sin artikel om storcentre tager han udgangspunkt i det nyåbnede Kronen Vanløse (det er åbenbart ikke længere moderne at kalde sit center noget med ja, center, skriver han). Spændende læsning om centralisering, vækst og byer, der er bange for at dø.
+ Hvis du ikke kan få nok af storcentre, så læs også lige David Holt Olsens klumme om at se ”civilisationens ringeagtede genskabelse i Herning Messecenter”. Skribenten er museumsinspektør på Dansk Industrimuseum og har en selvudnævnt forkærlighed for storcentre i Aarhus. Han guider læseren gennem den jyske hovedstads centre og kommer frem til konklusionen ”jo længere vestpå, jo lavere i agtelse.” Til sidst ender han i Herning Messecenter.