Da kalenderen viste fredag, havde dødstallet fra jordskælvene som nævnt passeret 20.000. På den dybt tragiske baggrund fandt katastrofen atter vej til en ‘Kære læser’, denne gang ved Oliver Stilling, der bl.a. kom forbi den tyrkiske jordskælvsekspert Ezgi Karasözen og et gammelt mundheld blandt geofysikere: “Jordskælv slår ikke mennesker ihjel, bygninger slår mennesker ihjel.”
I en helt anden boldgade undersøgte Astrid Plum et virtuelt fænomen, der desværre også har meget virkelige konsekvenser: Den såkaldte deepfake-pornografi, hvor folk mod deres vilje kan blive indsat i seksuelt eksplicit materiale gennem billedmanipulation og kunstig intelligens. For nylig kom en Twitch-streamer til at afsløre, at han har betalt for deepfakes af sine kvindelige kolleger, hvilket har kickstartet en ny, ophedet samtale om samtykke, respekt og ligestilling i gamingmiljøet. Den debat opridsede Astrid med hjælp fra Maia Kahlke Lorentzen, ekspert ved sikkerhedsnetværket Cybernauterne, ligesom den danske behandling af deepfakes stod for skud.
Og ja, det var altså ugen i Føljeton, inklusive naturkatastrofer, oplysningspirater, internetkrænkelser, havvindmøller og alt derimellem. Nyd weekenden – for hvis vi kender verden ret, går det hele løs igen på mandag. /David Dragsted