12. juni 2020
Døgnets vigtigste
1
Statens Serum Institut dropper ordet ‘smittetryk’. Statens Serum Institut mener, at udtrykket kan blive misforstået, og derfor vil de nu gå over til at kalde det for kontakttal i stedet. Smittetrykket, eller kontakttallet, er et udtryk for det antal mennesker, som én smittet bærer smitten videre til. Er tallet over én, er smitten tiltagende i et samfund. Er den under én, er smitten faldende.
2
Storbritanniens økonomi hårdt ramt. Den britiske økonomi skrumpede i april med 20,4 pct. Det er den mest voldsomme nedgang i britisk økonomi, der nogensinde er blevet målt. Fx er den tre gange værre end hele den nedtur, man så under finanskrisen i 2008 og 2009. April menes dog at være den værste måned, fordi Storbritannien her var lukket nærmest helt ned.
3
Halvdelen af danskerne mener ikke, racisme er et problem. I en ny meningsmåling svarer 51 pct. af respondenterne, at de er helt uenige eller overvejende uenige i, at racisme er et problem i Danmark. 32 pct. er omvendt helt eller overvejende enige i, at der er et udbredt problem med racisme. Især yngre respondenter mener, at racisme er et problem. Det skriver TV2.
4
SAS og Norwegian skylder kunder milliarder. Coronakrisen har medført massevis af aflyste flyrejser. Flyselskabet SAS har solgt rejser for ca. 4,6 mia. kr., der ikke bliver til noget, mens tallet for Norwegian vurderes at være mellem 1,5 og 2,5 mia. kr. De penge skal forbrugerne nu have tilbage, og ifølge norske medier vil de blive refunderet i efteråret.
5
81 dræbt efter Boko Haram-angreb i Nigeria. Mindst 81 personer er blevet slået ihjel, efter en landsby i Nigeria er blevet angrebet af militante fra den islamistiske terrorgruppe Boko Haram. 7 personer fra landsbyen, heriblandt byens overoverhoved og flere kvinder og børn, skal ligeledes være blevet bortført ved angrebet.
Nyhedsanalysen
Frederiksens første nederlag
Af Lars Trier MogensenTil forsvar for fløjlsmaleriet
Til forsvar for fløjlsmaleriet
Fløjlsmalerier er som udgangspunkt usandsynligt grimme. Ofte vil de være malet på en sort baggrund, og motivet kan forventes at være noget særdeles tacky og turistagtigt som fx Elvis, en tiger eller en tyrefægter. Nu er vi måske snoppede, men det er simpelthen dårlig smag. Dog er vi altid klar til at æde vores ord, hvis vi bliver mødt af gode argumenter, og derfor har vi med interesse læst denne artikel fra Collector Weekly, der er et forsvar for de grimme fløjlsmalerier. Er vi blevet overbevist? Ikke helt …
Er du racist, når du onanerer?
Er du racist, når du onanerer?
Du har selvfølgelig aldrig set porno. Ligesom vi aldrig har set porno. For porno er ikke noget for rettroende folk som os. Men HVIS vi havde set porno, så ville vi vide, at i få andre brancher finder man lige så meget racisme som her. Pornofilm er fulde af racistiske klichéer, og endnu værre er det, at sorte skuespillere også skal finde sig i en hel del i industrien. Men nu skal det være slut. Rolling Stones skriver om pornoopgøret.
Var det virkelig Skandiamannen?
Var det virkelig Skandiamannen?
Svensk politi har udpeget morderen på Olof Palme. De siger, det er Stig Engström – også kendt som Skandiamannen. Men selvom politiet har lukket sagen, så er vi sikre på, at der er en masse hobbydetektiver, der ikke køber forklaringen. Måske har du selv lyst til at løse mysteriet. Så er denne digitale fortælling fra Aftonbladet i hvert fald et godt sted at starte. Den giver dig det fulde overblik over, hvad der egentlig skete, da den svenske statsminister blev slået ihjel.
Et sidste ord
Om de så rent faktisk også kan spille på deres tromboner, det skal vi ikke kunne sige, men vi er svært imponerede uanset.