14. januar 2023

Hvor de første dage i det nye år fyldte os med triste nyheder, var denne uge ikke bare mere actionpræget – den tog os bogstaveligt talt med storm. Længe har der været optræk til uroligheder i Brasilien, men at de søndag skulle kulminere på Pladsen for Magtens Tredeling i Brasília, hvor præsidentpaladset, Brasiliens højesteret og landets kongresbygning hører hjemme, virkede alligevel til at komme bag på de fleste.

I noget der minder påfaldende meget om stormen på den amerikanske kongres for to år siden, indtog en flok nationalister og evangeliske kristne regeringsbygningerne for at gøre oprør mod Brasiliens “stjålne“ valgresultat, og – mere opsigtsvækkende – de konservative “familieværdier“. Men som Oliver Stilling opsummerede den helt vanvittige dag i Brasília mandag, er det vist ikke ligefrem det ord, man ville bruge til at beskrive “bersærkergang, hærværk og rudeknusning“.

Herhjemme udspiller sig et andet slags offensiv. TikToks adm. direktør Shou Zi Chew har startet sin charmeturné rundt i Europa for at overtale bl.a. den danske EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager om, at virksomheden kerer sig om brugernes privatliv, selvom det har vist sig ret svært at overbevise omverdenen om – særligt efter det blev afsløret, at appens kinesiske moderselskab ByteDance har tilgået amerikanske journalisters data. EU og USA leger med tanken om helt at forbyde appen, men er det realistisk? David Dragsted så nærmere på sagen i en nyhedsanalyse.

Tirsdag var David Dragsted på den igen, for vi kunne ikke helt lægge Bolsonaro og hans ligheder med en vis amerikansk præsident fra os: “Meget ligesom Donald Trump gjorde, hvad han kunne for at så tvivl om det amerikanske præsidentvalgs legitimitet, har Bolsonaro systematisk udbredt konspirationsteorier om upålidelige stemmemaskiner og optællinger. I begge tilfælde er præsidenternes påstande blevet tilbagevist, men det har ikke forhindret dem i at sprede sig som en steppebrand på de sociale medier – og dermed opildne til stormløbene. Blandt Bolsominions har man da heller ikke været bleg for at genbruge mange af trumpismens taktikker,“ skrev David Dragsted. Men selvom stormløbene er same same, er de allermest different.

I Frankrig er vores allesammens enfant terrible, forfatteren Michel Houellebecq, også kommet ind i lidt af et stormvejr efter sine udtalelser om muslimer – og for at sige, at “den store udskiftning“ er et “faktum“ snarere end en teori. Ifølge Le Monde er han nu endegyldigt radikaliseret som “højreekstremist“, og er det så egentlig anledningen til at smide hans bøger tilbage på reolen? I hvert fald skal der ifølge Astrid Plum mere end dialogkaffe til for at komme tilbage fra Houellebecq mere og mere mærkelige påstande.

Men så gik den altså ikke længere. Onsdag måtte vi vende tilbage til dansk politik, da Nye Borgerliges formand Pernille Vermund annoncerede, at hun ikke vil stille op efter næste folketingsvalg. Og når man tænker på, at kapløbet om at overtage posten lige nu står mellem en, der sammenligner menstruation med afføring, og en, der vil tildele statsborgerskab ud fra en skelen til folks nationalitet, ser partiets fremtid unægteligt noget sløret ud. Som David Dragsted skrev i en Kære læser, er det i hvert fald “svært ikke at fryde sig“, hvis beslutningen skulle betyde deres endelige exit. Måske Pernille Vermund endda skal tilbage til at lave ungdomsboliger for asylansøgere?

Samme dag hev jeg, Emma Louise Stenholm, fat i Berk Esen, der er assisterende professor i statskundskab ved Sabancı Universitet i Tyrkiet, for at høre hans take på, hvorfor Erdoğan stadig blokerer for Sveriges (og Finlands) optagelse i Nato. Mens den gængse fortælling lyder, at han ikke kommer til at rykke noget før præsidentvalget i juni, risikerer udsigterne at blive endnu længere, mener Esen – mens situationen kun er trukket i langdrag, fordi vi har givet præsidenten for lang snor:

“Erdoğan brugte først migrationskrisen som et pressionsmiddel over for EU-Kommissionen og fortsatte de lange forhandlinger, mens landets demokratiske styre brød sammen. Og der kom ikke meget kritik fra EU’s medlemslande. Bare det at den tidligere tyske kansler Angela Merkel besøgte Tyrkiet fem dage før et valg, gav Erdoğan fuld legitimitet,“ lød det bl.a.

You couldn’t make it up, startede vores ‘Kære læser’ torsdag. De Forenede Arabiske Emirater (UAE) lancerede officielt sit formandskab for det næste klimatopmøde COP28, og formanden er ingen ringere end den administrerende direktør i Abu Dhabi National Oil Company (ADNOC), verdens 12. største olieselskab: “Man kan ikke engang rigtig se Sultan Ahmed Al Jaber for sig stå nede i gården og bruge tid på at sortere sit skrald. At sætte en oliebranchesultan til at præsidere over et af FN’s årlige klimamøder – er det ikke som at sætte en ulv til at passe får?“ spurgte Oliver Stilling.

Lars Trier Mogensen var ikke helt så pessimistisk i forhold til bededagsmiseren, hvor Finansministeriet har erkendt, at “skønnet for arbejdsudbudsvirkningen er behæftet med usikkerhed“. Snarere var han håbefuld: Når man reelt ikke ved, om man kan skaffe de ekstra milliarder i skatteindtægter, når store bededag skal afskaffes fra 2024, er det et tegn på et økonomisk paradigmeskifte, hvor regnemodellerne pludselig er til fri forhandling. Og det kan jo på sin vis være en god ting, “for hvis der nu kan skaffes penge til forsvaret, blot fordi man håber på, at en sløjfet helligdag vil skabe en varig gevinst, vil man med mindst lige så stor vægt kunne hævde, at ekstra penge til vuggestuer eller grundforskning ikke længere skal figurere som banale udgifter“.

Sidst på ugen kulminerede bededagsoprøret så, da lovforslaget blev sendt i høring, og vreden som forventet fra alle sider blussede op over, at vi skal arbejde en dag ekstra – og at beslutningen blev truffet uden at spørge arbejdsmarkedets parter. David Dragsted manede til besindighed med et kampskrift for dovenheden fra den franske socialist Paul Lafargue, der i øvrigt var Karl Marx’ svigersøn: “Livet er mere og andet end slid og slæb, lyder det, og tid er vores vigtigste ressource. Kuren mod arbejde bliver derfor at fremelske dovenskab, ‘moderen til al kunst og alle noble dyder’, som skal være ‘salven, der heler menneskets lidelser’“. Og det fik ham til at spørge: “Hvornår bliver der mon atter plads til andet end arbejdets bydende nødvendighed? Og hvad nu, hvis den ekstra indsats i virkeligheden er at kræve mindre af hinanden?“

Det var også fredag, at nyhedsanalysen tog os til Indien, hvor premierminister Modi for seks år siden forbød 86 pct. af landets kontanter over en enkelt nat – og sendte millioner ud i fattigdom i en uigennemtænkt øvelse, som oppositionen i årevis har kæmpet imod. Sagen blev derfor sat for højesteret, og dommen kom her efter nytår. Hvorfor bringer vi den op nu? Jo, fordi det ligesom herhjemme er en reminder om, at det kan være klogt konsultere sig med dem, der ved noget om det, man lovgiver om. Lad det være mantraet at gå på weekend på – ses i næste uge! /Emma Louise Stenholm