Donald Trump har indledt sit nye professionelle forhold til den politiske presse på sin egen facon. Først med en gedigen sviner på et ”off the record”-møde i Trump Tower, som hurtigt kom ”on the record”, da Trump langede ud efter navngivne journalister og beskyldte hele standen for en gennemløgnagtig valgdækning. Umiddelbart efter lykkedes det New York Times at få ham til at stille op til en lang rundbordssnak med avisens fremmeste journalister (efter sigende efter, at Trumps kommende chief-of-staff Reince Priebus havde forsøgt at tale ham fra det). Her lød der helt nye toner fra Trump, som både luftede muligheden for, at global opvarmning kunne have noget med menneskelig aktivitet at gøre, og at waterboarding måske alligevel ikke er en god ide, og at New York Times i øvrigt er en ”stor, stor amerikansk juvel”.
+ Frank Bruni sad med ved interviewet, og han gik ganske paf derfra ved tanken om, hvor lidt Trump faktisk har tænkt over sine standpunkter. Hans fleksibilitet kan både blive en gave og en forbandelse, afhængigt af hvilke rådgivere han omgiver sig med. Indtil videre tyder hans valg af kolleger på det sidste.
+ Jon Schwarz fra The Intercept har en høne at plukke med journalisterne på New York Times. De forspildte en gylden chance for at gå til Trump som fortjent, mener han. Spørgsmålene var for slappe, der blev ikke fulgt ordentligt op på svarene, og mange emner kom aldrig på bordet. Arthur Sulzbergers stillede det første spørgsmål, og til hans forsvar gik ironien nok tabt på skrift: ”Jeg tænkte, at jeg vil starte med at spørge, om du har noget, du vil starte med, før vi bevæger os videre til de nemmeste spørgsmål, du kommer til at få under denne administration?”