Verdensbanken fryser bistand til Afghanistan. Verdensbanken har besluttet at stoppe støtten til udviklingsprojekter i Afghanistan, efter Taliban har overtaget kontrollen med landet. Det siger en talsmand for Verdensbanken, få dage efter at også Den Internationale Valutafond (IMF) har frosset betalingerne. Siden 2002 har Verdensbanken ydet ca. 33,5 mia. kr. i støtte.
+ På et pressemøde udtalte USA’s præsident, Joe Biden, at man er ”på vej” til at afslutte evakueringen af amerikanere og afghanere, der har hjulpet myndighederne, inden den planlagte deadline den 31. august: ”Jo før, jo bedre. Men det afhænger af Talibans fortsatte samarbejde”, lød det fra præsidenten.
+ Herhjemme kunne udenrigsminister Jeppe Kofod (S) oplyse, at der fortsat er omkring 60 personer på den såkaldte danskerliste tilbage i Afghanistan, men at regeringen ikke kan ”garantere, at alle kommer ud inden for deadline”.