Er det altid bedst at sige sandheden?
I håndbogen for krisekommunikation står der på første side, at man skal tage de dårlige sager i opløbet. Sig sandheden, sig den højt, sig den hurtigt og sig så undskyld, er det råd, en kommunikationsrådgiver ofte vil give en politiker, der har skeletter i skabet. Men det er ikke altid et godt råd, selvom det umiddelbart er det moralsk korrekte. Hvis man antager, at langt de fleste sager aldrig kommer for offentlighedens lys, så er det bedst for en leder at lyve og gøre alt for at holde på sandheden. Tag nu bare Morten Østergaard: ”Ville han ikke have reddet sin formandspost, hvis han fra første færd havde fortalt sandheden? Måske, det kan ikke afvises, men det ville have været i en stærkt afplukket form, der kun vanskeligt kan forliges med ’brandet Morten Østergaard’ og Radikales selvforståelse. Og kan man ikke modsat hævde, at han var umådeligt tæt på at klare sig igennem, uden at det var blevet kendt, at det var ham, sagen drejede sig om?” Spændende tekst om beskidt kommunikation hos Kommunikationsforum.