Det er ikke kun mænd, der tænker på Romerriget hver dag, for det gør feministisk historiker og professor ved Cambridge University Mary Beard også. Dog er det ikke machofantasier og herskerkomplekser, som optager hende. I stedet undersøger hun parallellerne mellem den antikke verden og nutiden. “Når en romersk forfatter siger: ’kvinden taler ikke, hun gør’, så kan du se, hvordan det føjer noget til det samlede billede. Så jeg kan ikke finde magtfulde kvinder i historien, som ikke var der, men jeg kan se, hvordan deres verden blev struktureret efter køn, og hvorfor de blev præsenteret, som de gjorde. Det er for mig lige så væsentligt,” siger Beard i seriens første afsnit. Vi glæder os til at slænge os i en divan med en klase vindruer – i metaforisk forstand – og følge med.