Onsdag den 6. august

EU udskyder nye toldsatser på amerikanske varer i seks måneder.

Sverige, Norge og Danmark tilslutter sig den nye Nato-fond Prioritized Ukraine Requirement List (PURL).

Karol Nawrocki sværges ind som præsident i Polen.

Storbritannien vil sende migranter, der har krydset Den Engelske Kanal, tilbage til Frankrig “inden for få dage”. I første omgang 50 om ugen.

OpenAI lancerer to nye sprogmodeller.

Kina sætter droner ind for at bekæmpe den myggebårne chikungunya-virus.

Stormen Floris aflyser færgeafgange mellem Danmark og Norge for anden dag i træk.

Over sommeren har der været tegn på liv på den britiske venstrefløj.

“Jeg [har] altid undret mig over, at jeg aldrig er blevet hjemsøgt af min tur til Afghanistan. Det er jo måske også, fordi jeg har gjort det, som alle siger, er det rigtige: Jeg har snakket om det. For nylig havde jeg faktisk en drøm. Jeg drømmer, at jeg har min datter i armene, og hun har mistet begge ben. Og jeg kan virkelig tydeligt forestille mig underdelen af hende, hvor benene er sprængt af, og man kan se kødklumperne, og hvordan jeg går forvirret rundt og prøver at gøre noget. Men også, imens jeg drømmer, bliver jeg bevidst om, at det, jeg er i gang med at gøre, det er forkert.” Krigsveteranen Lasse Mørch vil fortælle en mere positiv historie om at være udsendt.

I nat dansk tid ringede fredsklokken i Hiroshima på 80-året for atombomben. The New York Times mindes med Wassily Kandinsky, Yves Klein og nedslående fakta: “Den seneste våbenkontroltraktat mellem USA og Rusland udløber om blot seks måneder. Selve princippet om våbenkontrol risikerer at dø med den. Alt dette uden nævneværdig protest: lidt i vores politik, endnu mindre i vores kultur … Boghandlerne og streamingstudierne skyder skylden for vores egen udryddelse over på ydre antagonister: zombieinvasioner, vildfarne asteroider og, senest, dræbende kunstig intelligens.”

“Det er ligegyldigt, om det er sandt eller ej. Det er også ligegyldigt, om nogen rent faktisk stadig bruger X. Republikanerne ved, at det eneste, man skal gøre, er at finde – eller provokere – tilfældige internetkommentarer fra liberale, pakke dem ind til tabloid- og broadcastnyheder og derefter få deres politikere til at pege fingre og grine ad dem. Det eneste, der betyder noget, er, at det føles ægte. Og at man taler om det, de vil have, man skal tale om.” Ryan Broderick gennemgår i sit glimrende nyhedsbrev Garbage Day, hvordan den amerikanske højrefløj orkestrerer samtalen om Sydney Sweeneys jeans.

Den danske vinkel leverer altid.

På gensyn i morgen!