Tirsdag den 19. august

Novo Nordisk halverer listeprisen på Wegovy og Ozempic i USA.

Kiruna Kirke i Nordsverige flyttes fem kilometer for at gøre plads til udvidet mineproduktion.

Regeringen vil afsætte 850 mio. kr. til Grønlands justitsområde.

Statsrevisorerne kritiserer henholdsvis Erhvervs- og Kulturministeriets regnskaber for 2024.

Nepal har udryddet sygdommen røde hunde (rubella).

Skovbrande i Spanien lukker dele af Caminoen.

Skibidi og delulu er blevet optaget i Cambridge Dictionary.

Med forslaget om Chatkontrol vil EU have indblik i selv dine mest private beskeder. Hvad kan gå galt?

Vi linkede til den i nyhedsanalysen mandag, men teksten her fortjener en særskilt plads. The New York Times’ klummeskribent Bret Stephens har antydet, at et dødstal i Gaza på 60.000 ikke er særlig højt og kunne have været “langt mere dødbringende”, men her sættes den kalkyle godt og grundigt på plads. Ud over, at tallet, der reelt er langt højere, svarer til cirka hver tyvende beboer, tager det blandt andet heller ikke højde for den forventede levetid, der er faldet drastisk. “Krigen i Gaza skiller sig klart ud på grund af intensiteten af drabene. Faktisk ligner udviklingen i den forventede levetid den, der blev set under folkemordet i Rwanda.”

“En stor sprogmodel er en forudsigelsesmaskine. Det afgørende er, at den ikke tænker eller drømmer. Den fastlægger den mest sandsynlige rækkefølge af ord på baggrund af sine træningsdata og videregiver den til dig. Et velskrevet digt har næsten den modsatte funktion. Det er skabt ud fra originale, dynamiske sprogvalg, og det lever og dør af sin evne til at overraske. Det er et middel til at bevare det særlige. Og alligevel kommer jeg til at spekulere på, om den hunger efter forbindelse, forståelse og forbløffelse, der synes at kendetegne en stor del af offentlighedens interesse for kunstig intelligens, stammer fra de samme behov, som poesi opfylder.” Fra The Atlantic: ‘Hvorfor så mange MIT-studerende skriver poesi‘.

“Den manglende opmærksomhed skyldtes sandsynligvis, at ingen andre i Danmark arbejdede med seismologi, og der derfor ikke var nogen, der virkelig forstod betydningen af hendes opdagelse.” God lille tekst om den ofte glemte danske seismolog og statsgeodæt Inge Lehmann (1888-1993), der opdagede jordens indre kerne. “Ved hjælp af data fra seismiske stationer rundt om i verden, især fra Sovjetunionen, bemærkede Lehmann signaler i optagelserne af et jordskælv i Murchison, New Zealand, som ikke burde have været der. Hun beregnede, at de kun kunne forklares, hvis der var et lag i midten af Jordens kerne, som var forskelligt fra den faste”. Hvis man regner lidt på årstallene ovenfor, opdager man i øvrigt, at hun blev hele 104 år.

Smart.

Føljeton er tilbage i morgen!