Alle præsidentens mænd

Det er en utaknemmelig opgave at være fransk premierminister. Efter to år og syv måneder, utallige forhandlinger med de franske fagforeninger, demonstrationer og hele 23 gange brug af den kontroversielle og dybt upopulære bestemmelse le 49.3 for at gennemtvinge en lige så upopulær politik, er Élisabeth Borne blevet fyret.

Eller teknisk set er hun ikke blevet fyret: “Monsieur Président, du har informeret mig om dit ønske om at udpege en ny premierminister,” skrev Borne i sit opsigelsesbrev d. 8. januar.

I den femte republik agerer premierministeren på sin præsidents nåde; en “hånddukke”, som lektor på KU og ekspert i fransk politik Henrik Prebensen tidligere har beskrevet det i Føljeton. Og her er Borne ingen undtagelse. Den stålfaste, men meget lidt karismatiske Borne har håndnakket forsøgt at få gennemtrumfet den macroniske agenda. Og det har langt fra været smertefrit. Hele 66 pct. af landets befolkning ønskede hendes opsigelse i starten af januar.

Bornes opsigelse (eller fyring) kommer derfor ikke helt ud af det blå. Særligt december måned har været en parlamentarisk tour de force for den afgåede minister, da hendes forhandlingsevner igen kom på prøve med en ny immigrationslov, der skulle vedtages.

Regeringen mistede sit flertal i parlamentet i 2022, hvilket ligger til grund for Bornes hyppige brug af artiklen le 49.3, der sætter det franske parlament ud af kraft og gennemtvinger regeringens politik uden et flertal. Uden brug af 49.3, men alligevel næsten lige så ugleset, fik Borne samlet et flertal sammen med Les Republicains og indført den kontroversielle og ekstremt restriktive immigrationslov, der gør det næsten umuligt at få fransk statsborgerskab og indebærer en afvikling af indfødsretten.

Selvom Borne meget bevidst havde ekskluderet Marine Le Pen og Rassemblement National fra forhandlinger, kom dødsstødet alligevel fra Macrons ærkefjende, der omtalte loven som en “ideologisk sejr” for partiet. Og med det røg Borne.

Fra midterforsvar til højreback 

Med udskiftningen af Borne er fransk politik blevet et young mans game, og et spil, der skal afvikles på højrefløjens banehalvdel. I en både overraskende og forventelig beslutning har Macron fundet en ny front i sin 34-årige look-alike Gabriel Attal. Ham, der i efteråret 2023 gjorde sig bemærket som uddannelsesminister med introduktionen af et forbud mod at bære lange kjoler, mere specifikt abayen, i landets uddannelsesinstitutioner.

Ifølge regeringen varsler valget af Attal, at forandringens vinde blæser i fransk politik. Attal er udover at være den yngste premierminister nogensinde også homoseksuel. Og så er han foreløbigt populær blandt befolkningen. Det skal han helst blive ved med at være.

Om fem måneder, til juni, er der Europaparlamentsvalg, og lige nu står den ellers EU-elskende Macron og vakler. Præsidentens popularitet er stadig helt i bund med to tredjedele af befolkningen imod sig, og for at gøre ondt værre for præsidenten er Le Pens Rassemblement National, der siden 2022 har været anført af 28-årige Jordan Bardella, hele 10 procentpoint foran Macrons koalition Ensemble! i det franske parlament.

Junis Europaparlamentsvalg markerer den sidste gang Macron og Le Pen kommer til at stå over for hinanden i en valgkamp og er derfor ladet med betydning for den afgående præsident. En sejr til Le Pen til sommer vil ligne en endegyldig falliterklæring for Macrons centristiske projekt og hele fundamentet for La République En Marche.

Så sent som i august “advarede” indenrigsminister Gérald Darmanin om en mulig Le Pen-sejr ved præsidentvalget i 2027, hvis ikke regeringens politik begyndte at addressere højrefløjens mærkesager. Le Pens efterfølger Jordan Bardella står da også klar i kulissen. En meningsmåling fra december 2023 kunne nemlig placere Bardella som en af de mest populære skikkelser i fransk politik. Så selvom Macron har mødt modstand fra sit bagland i valget af det unge stjerneskud Attal fremfor en mere etableret skikkelse, har forsøget på at puste liv i den næsten ubevægelige regering været nødvendig.

Un bébé Macron

Behovet for handling synes ikke tabt på den nyslåede premierminister, der indledte sin regeringsperiode med ordene: “De l’action, de l’action, de l’action et des résultats.”

Den fornyelse af den franske regering, som Attal skulle have varslet, var dog ingen steder at finde i sidste uges ministerrokade: Både indenrigsminister Gérald Darmanin og finansminister Bruno La Marie, som begge har været spået som mulige arvtagere til Emmanuel Macron, beholder begge deres poster. Det samme gør justitsminister Éric Dupond-Moretti. Franske feminister har tidligere demonstreret mod valget af Darmanin og Dupond-Moretti, førstnævnte som følge af en voldtægtssag, sidstnævnte som følge af sexistiske kommentarer.

Attals ankomst til premierministerens residens Hôtel de Matignon har desuden betydet, at der ikke længere er nogle kvinder at finde på de politiske topposter. Udenrigsminister Cathrine Colonna har måttet vige pladsen for Attals ekskæreste, Stéphane Séjourné. Ja, du læste rigtigt. Derudover har Attal noget overraskende hentet republikaneren Rachida Dati, tidligere justitsminister i Sarkozy-regeringen 2007-2009, ind som kulturminister. Øjensynligt i et forsøg på at bejle til højrefløjen. Som følge af beslutningen er Dati blevet ekskluderet fra Les Républicains.

Gabriel Attal var i begyndelsen af Macrons præsidentperiode en del af det hold af unge og veluddannede mænd, der rådgav den ligeledes unge og veluddannede præsident. Anklagerne om, at den franske præsidents regering er for elitær og for langt fra les vrais français, virker nu cementeret med valget af Attal som premierminister.

Med en skolegang på nogle af landets fineste skoler har Gabriel Attal gjort lynkarriere. Særligt efter en praktikperiode hos en  klassekammerats mor – den daværende sundhedsminister – førte til et fuldtidsjob i ministeriet som 23-årig. På blot 12 år er Gabriel Attal gået direkte fra Sciences Po’s bonede gulve til en af de højeste poster i landet. Han har udelukkende arbejdet med politik, har aldrig studeret udenfor Paris’ fine arrondissementer og har været gift med én fra partitoppen. Og så er han uddannet macronist i sådan en grad, at han har fået øgenavnet “bébé Macron”.

Flankeret af de gamle drenge lover Gabriel Attal forandring i Matignon. I kampen mod en højrefløj, der bliver ved med at vinde terræn i det franske landskab, er spørgsmålet dog, om det, der kan redde Emmanuel Macron, virkelig bare er… en ny udgave af ham selv? /Astrid Plum