Camus havde det med at blive personlig
For den franske forfatter og filosof Albert Camus var det altid personligt. Hans tekster var aldrig frakoblet fra det liv, Camus selv levede og oplevede. Fx voksede han op med sin analfabetiske bedstemor og sin næsten døvstumme mor. De boede i Algeriet i en toetagers bygning i, hvor en kakerlak-inficeret trappeopgang førte op til bygningens latrin. Camus genbesøger det primitive toilet i den aldrig færdiggjorte fortælling Det første menneske: I et forsøg på at beholde pengene, fortæller Camus’ alterego i historien sin bedstemor, at han har tabt de udleverede indkøbspenge i latrinen. Uden at fortrække en mine stikker bedstemoderen armen ned i lokummet for at finde mønterne, hvilket får Camus til at skrive: ”Han forstod, det ikke var grådighed, der fik bedstemoderen til at grave rundt i ekskrementer, men en frygtelig mangel, der gjorde to franc til en signifikant sum i dette hjem.” Den her artikel fra LA Review of Books kommer med mange flere gode eksempler på, hvordan Camus altid havde det med at blive personlig. Den minder også en om, at Camus var en forfatter ud over det sædvanlige.