Det er efterhånden så længe siden, Danmarks gennem tiderne bedste fodboldspiller lagde støvlerne på hylden, at mange unge slet ikke har noget forhold til ham. Vi taler om Michael Laudrup. I forbindelse med Danmarks sejr over Irland i sidste uge har The Guardian lavet et smukt portræt af ham, og som de skriver: ”Han var måske den mest elegante fodboldspiller nogensinde – efter Cruyff, selvfølgelig”. Artiklen er fuld af lovprisninger fra andre store spillere, og det nævnes, at superstjernerne Romário og Raúl begge har sagt, at Laudrup er den bedste, de nogensinde har spillet med – og på den liste er der altså også folk som Bebeto, Ronaldo, Ronald Koeman, Stoichkov, Gheorghe Hagi, Ronaldinho, Rivaldo, Davor Suker, Clarence Seedorf, Figo, Zinedine Zidane, Cristiano Ronaldo, Xavi, Iniesta, Luis Enrique og Guardiola. Hvis du ikke har set Laudrup spille, så brug gerne 83 minutter og 50 sekunder på YouTube-videoen her med hans bedste afleveringer.