3. september 2020

Popmusikken er blevet brandkold

Det kan være svært at huske i dag, men for bare 10 år siden var Katy Perry en af de største musikere i verden. Ja, med sine teenagefantasier, tyggegummi-æstetik, catchy melodier og spandevis af pastelfarver var Perry synonym med tidens allermest populære popmusik. Det var dengang, alting bare lød mere ubekymret og let, vel nærmest naivt. Dengang den svenske sangskriver Max Martin dominerede hitlisterne, og alting skulle skæres i forudsigeligt vers-omkvæd-vers. Nu hører ingen længere pop, som Perry lavede den. The Atlantic undersøger, hvad der gik galt.

Ayn Rand er slet ikke så slem igen

Måske afslører vi for meget om os selv, når vi nu skal til at fortælle, at vi fortrinsvis begår os i omgangskredse, hvor det anses som dårlig smag at læse bøger af forfatter og filosof Ayn Rand. Det skal ikke være nogen meget progressive venner, man har, før de dømmer en hårdt for at have Rand stående på bogreolen. Rand er nemlig kendt for sin superegoistiske og vanvidskapitalistiske filosofi, der blandt andet bliver udlagt i romanen Atlas Shrugged. Men nu kan vi godt lide at bryde ud af den ideologiske boble, og derfor er det her en kærkommen artikel. Det er nemlig et forsvar for Ayn Rand. Eller i hvert fald næsten. For det er ikke et forsvar for hendes evner som filosof, men for hendes evner som forfatter: ”Rand har utvivlsomt dårlig smag, men hun er ikke, sætning for sætning, en dårlig skribent. Af og til er hun faktisk en halvgod en af slagsen.”

Adorno med mere 

Professor i Idéhistorie Mikkel Thorup – som vi har et ømt punkt for her på Føljeton – har på Facebook fået for vane at fortælle om de bøger, han har læst den forgangne måned. Det er altså en ret fed inspirationskilde, hvis du mangler noget god faglitteratur at give dig i kast med. I denne omgang står den blandt andet på Rebacca Solnits dobbeltbog Mænd forklarer mig ting/Alle spørgsmåls moder og Theodor Adornos Aspekter af den nye højreradikalisme. Begge får anbefalinger med på vejen fra idéhistorikeren.